Log ind

Jacob lægger arm med vandmasserne

  • Jacob lægger arm med vandmasserne
    1 / 5
    - Når Svendborg kommune får at vide, at der for eksempel er spærringer i Hundstrup Å under vejen ud for Hundstrupvej nr. 63, rykker Hededanmark ud og løser opgaven indenfor 24 timer, fortæller natur- og miljømedarbejder, Jacob Christensen.
  • Jacob lægger arm med vandmasserne
    2 / 5
    Der er ikke behov for at gå i fitness-center, når man arbejder som natur- og miljøarbejder. Det er hårdt, manuelt arbejde at være å-mand, så der skal rigtig man-power til at fjerne grenaffald og andet. Her knokler Jacob Christensen med at fjerne generende grenrester og andet ved vejbroen over Hundstrup Å ud for Hundstrupvej 63.
  • Jacob lægger arm med vandmasserne
    3 / 5
    Vandet i Hundstrup når Jacob Christensen 150 cm op - bunden er blød og der bliver hurtigt dybt på grund af de voldsomme vandmasser.
  • Jacob lægger arm med vandmasserne
    4 / 5
    Når vi møder Hededanmarks biler, som denne med orange tagblinklys på, betyder det, at der er mæn di nærheden, mænd på arbejde på ikke altid lette strækninger.
  • Jacob lægger arm med vandmasserne
    5 / 5
    Vejbroen over Hundstrup Å ud for Hundstrupvej 63

Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vanvittigt: Hededanmarks natur- og miljømedarbejdere bliver nærmest løbet over ende af vandmasserne -renser riste og åløb op hver eneste dag

Annonce

Svendborg: Jacob Christensen, som er natur- og miljømedarbejder hos Hededanmark, kan godt springe fitness-centret over. Han får så rigeligt brugt sine arm- og benkræfter hver dag. Det kræver nemlig sin mand, i ordets bedste forstand, at være i felten.

Denne formiddag står arbejdsbilens orange lygter og blinker ganske tæt ved broen over Hundstrup Å ud for Hundstrupvej 63.

Smal bro

I forvejen er broen smal. Det er vandet på begge sider af broen derimod ikke. Åløbet på begge sider af broen er mere end dobbelt så bredt i forhold til andre forår. De mange ugers vældige vandmasser ovenfra betyder nemlig, at vandet fosser lystigt.

Ikke bare fosser det lystigt. Det breder sig også op over brinken i begge sider længere ind i skovbunden.

Og fordi det har regnet så kraftigt igennem længere tid er skovbunden så blød, at vandet let får revet grene og mindre træer med sig foruden blade og andet nedfald.

De tre buer under broen på Hundstrup netop her propper til og stopper vandet, og så er der kun ét at gøre.

At ringe til Hededanmark.

- Jeg får en gmail fra bossen hver dag med opgaver, og så lægger jeg en rute, fortæller Jacob.

"Bossen", landskabskonsulent, Kurt Beck, vurderer altid de enkelte opgaver.

- Normalt er de altid to i vandløbene, og så snart, det ikke vurderes at kunne udføres uden risiko, tilkalder vi en medarbejder mere, oplyser han.

Jacob er alene på denne opgave.

Bunden er blød

- Her er enormt dybt og bunden er blød, lyder det fra ham, mens vandet når ham cirka 1.50 meter op ad den 1.80 meter høje krop.

Jacob er for længst trukket i sine waders, har taget godt fast om krumgreben og begynder at tage livtag med de plante- og træ-rester, der truer hårdt med at lukke broens tre rundbuer under vejen.

- Vi fjerner det, der stopper hullerne og får det lagt så langt op på brinken, som vi kan. Det skal helst ligge to meter fra brinken, men hvis regnen fortsætter og å-overfladen stiger og stiger, så skal vi have det fjernet, forklarer Jacob.

Proppen i åen her ud for Hundstrupvej nr. 63 ligger så tæt på vejen, at en lastbil snildt kan fjerne bunkerne, som har spærret for vandgennemløbet i åen.

Det har man fået gjort en enkelt gang. Det er nu ikke fordi det nedfaldne naturmateriale ikke må blive liggende, forklarer Jacob, men:

- Hvis vi ikke får renset og fjernet bunkerne, risikerer vi, at det hele bliver taget af vandet igen. Vandet tager jord fra bunden og grus og sten med og laver måske en ny retning på å-løbet.

Hvis Jacob og hans kolleger ikke renser op, kan en anden konsekvens blive, at gydebanker i åløbene bliver ødelagt.

Kurt Beck supplerer.

- Hvis der ikke renses, kan det medføre oversvømmelser med forskellige skader til følge.

Jacob Christiansen bor i Tved. Det er 7. år, han arbejder med at rense åløb op som her.

Han har firmabil med hjem efter fyraften, og det betød blandt andet, at han og makkeren, Jacob Rønn, rykkede ud med grejet tredje juledag, 27. december sidste år.

- Jeg var henne at handle i Tved, og så så jeg, at der var alt for meget vand i Trappebækken tæt ved og at ristene var stoppet.

Det tog ikke Jacob mange minutter at hente firmabilen, og efter tre timers manuelt knokkelarbejde havde de to fået renset de tilstoppede riste.

Fordi ristene var stoppet til ved Trappebækken, kunne overfladevandet ikke løbe derhen, hvor det skulle. Efter at ristene var blevet renset, kunne vandet i Trappebækken atter løbe, som det skulle uden risiko for at oversvømme omgivelserne.

- Mit job er min interesse. Jeg har et stort netværk af venner og bekendte, og de ved, at jeg godt vil vide, hvis der er noget tosset et sted.

Jacob bruger sit nærområde, når han løber eller mountainbiker. Han har øjnene med sig, så opdager han for eksempel i skoven, at træer er væltet, åløb løber over eller noget helt tredje, prioriterer han hurtigt om og tager Hededanmark-kasketten på.

- Det er et godt arbejde. Der er godt nok ikke mange grader i dag, vandet. Måske tre grader. Så det kan være, jeg får lidt forkølelse, og det kan da også godt være surt arbejde på denne årstid, men det er fedt om sommeren. Så der er både godt og skidt ved mit arbejde.

Jacob fylder den ene greb efter den anden med grene og andet nedfald, kaster det op på brinken og fotograferer til sidst, at der atter er "grønt lys" for det medrivende vand i Hundstrup å ud for nr. 63.

- Jeg tager billeder med min mobil til Christian Vinther, Svendborg Kommunes medarbejder i Natur og Klima, så han kan se, at arbejdet er udført, og at spærringerne under broen er fjernet.

Uddannet murer

Jacob er uddannet murer, så for at kunne arbejde som natur- og miljømedarbejder i Hededanmark har han blandt andet været på en række kurser.

Kurt Beck oplyser, at Jacob har været på å-mandskurser og på plantekendskabskurser.

- Kurserne udbydes typisk af Ferskvandscentret, DTU Aqua i Silkeborg, og i år skal Jacob igen på plantekendskabskursus, bekræfter Kurt Beck.

  • Af:

Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere