Svendborg: I 14 år har kokke-ægteparret, Anne og Claus Holm, kørt tæt parløb ved kødgryderne, først i restaurant Gaasen i Kullinggade og med succesen Sans & Samling, men nu skilles ægteparrets veje, rent arbejdsmæssigt.

Anne Holm (43 år) er nemlig på franchaisesbasis blevet indehaver af Jensens Bøfhus i Gerritsgade, og fra 1. januar er det således hende, der bestemmer slagets gang i den populære familierestaurant. Konceptet omkring maden bibeholdes og skal stadig være ensartet i kædens mange restauranter, men det bliver Anne Holm, der skal ansætte personale, lave lokale aktiviteter og være ansigtet udadtil. Hidtil har Jensens Bøfhus i Svendborg været drevet af en af kæden ansat restaurantchef, og det har været kæden, der har ansat personale.

- Men vi har med succes drevet andre af vores restauranter med lokale franchaisetagere, og vi er overbeviste om, at vi med Anne har fundet den helt rette person, der kan garantere vores gæster mad i høj kvalitet og den gode service, som vores restauranter er kendt for, siger Jesper Rosener, administrerende direktør i Jensens Bøfhus.

Anne Holm har de seneste tre måneder været i ”praktik” i flere af kædens restauranter, så hun er nu helt klar til den nye opgave.

-Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger Anne Holm, der ikke ser noget problem i at gå fra gourmetmad til bøfferne på Jensens Bøfhus.- Maden på Jensens Bøfhus er i en høj kvalitet, og der bruges udelukkende kun gode råvarer, så det er helt i tråd med min madfilosofi, forklarer Anne Holm, der blev udlært kok i 1991 fra Den Gamle Vingård i Korsgade i Svendborg. Herefter rejste hun ud til Egypten og Schweiz, men vendte sammen med Claus Holm, som hun havde mødt på kokkeskole i Aalborg, tilbage til Svendborg, hvor de sammen åbnede Gaasen.

- Efter mange års tæt og dejligt samarbejde med Claus, har jeg fået lyst til nye udfordringer, fortæller Anne Holm, som kommer til at beskæftige 30 ansatte på sin restaurant.Jensens Bøfhus har 32 restauranter i Danmark, otte i Sverige og en enkelt i Tyskland, og de besøges af cirka fem milioner gæster årligt. Jensen’s Bøfhus blev stiftet af Palle Skov Jensen, som i dag stadig ejer Jensen’s Bøfhus kæden.

Historien begyndte i 1984, da Palle Skov Jensen åbnede Bøf España i Århus. Dette navn blev ændret i 1990 til det nuværende Jensen’s Bøfhus, og på det tidspunkt var der i alt fire restauranter. I 2000 begyndte Jensen’s Bøfhus at sælge en række lækre produkter i detailhandlen som f.eks. spareribs, de berømte saucer og coleslaw.

Jensen’s hovedkontor ligger i dag i naturskønne rammer ved Fruens Bøge i Odense.