Af Michael Thorbjørnsen

Svendborg: Medborgercafeen, et fristed for Svendborgs borgere, åbner den 1. marts på Møllergade 29. Det sker med et åbent hus fra kl. 13.-16. Borgmester Curt Sørensen, en støtter fra starten, klipper snoren og siger et par ord, og Preben Brandt, leder af Projekt Udenfor i København, kommer ligeledes for at fejre åbningen og Svendborgs velkendte ballonkunstner, Lone Ægidius, vil være på pletten med sine sjove ballondyr og hatte. Selvfølgelig er der også live musik og mad og alkoholfrie drikke. Alle er velkommen.

Et års ihærdigt arbejde har båret frugt – eller rettere kaffebønner. Mange engagerede mennesker står bag projektet: en bestyrelse, en vennegruppe og flere donorer, samt en konsulent fra jobcentret. Medborgercafeen kører udelukkende på frivilligt arbejde og drivkraften er kærlighed og omsorg for sine medmennesker. Projektet har brug for flere frivillige til servering og rengøring, børnerummet og hobby aktiviteter.

Mange vil også komme til at nyde cafeen, som især er tænkt til ganske almindelige borgere på små budgetter – enlige med og uden børn, folk der savner kontakter og netværk. Medborgercafeen er ikke et værested eller varmestue, men en ægte cafe og et meget børnevenligt aktivitetshus.