3000skoleeleverser teater
3000
skoleelever
ser teater
240 børn og unge - her er det 9. klasse fra Nymarkskolen - var for nylig i BaggårdTeatret for at opleve den prisbelønnede forestilling, ”Idioten”, fra Teater Møllen.
Foto: michael thorbjørnsen
Annonce:
Nye smykker af dit gamle guld! Håndlavet smykker!
Nye smykker af dit gamle guld! Håndlavet smykker!
teatersucces: De lokale skoler og BaggårdTeatret henter de bedste forestillinger til Svendborg og 3000 elever går i teatret om året
svendborg: Børn i Svendborg har muligvis Danmarks bedste skoleteaterordning. Med projektpenge fra Art Study Sydfyn (et tværkommunalt projekt, der har til formål at danne de bedste rammebetingelser for udviklingen af nye, kreative uddannelsestilbud, red.) har BaggårdTeatret og Fagudvalget for Svendborg SkoleTeater de sidste tre år lagt sig i selen for at skabe de bedst mulige rammer for skoleevernes teateroplevelser - og nu har man en så velfungerende model at andre kommuner har vist interesse for at købe den.- Vi har omkring 3000 skoleelever om året, der er inde og se teater, og det svarer til cirka 40 procent af samtlige elever. Det betyder, at hver skoleelev i snit kan se et teaterstykker næsten hver andet år, fortæller Helen Steensbæk Schrøder, kommunikationschef ved det lokale egnsteater, som for et par år siden af Art Study Sydfyn fik 100.000 kroner til at kvalitetsudvikle det lokale ”SkoleTeater”.
Med i samarbejdet i ”SkoleTeater” er 26 lokale skoler, og på hver skole er der en teateransvarlig lærer - og overordnet er der et fagudvalg, som udvælger de teaterstykker, der skal vises for kommunens elever.
- Udvalget, som består af fem personer, tager hvert år til den store børneteaterfestival, hvor vi bliver præsenteret og ser et hav af forestillinger, og her udvælger de bedste af de bedste forestillinger til både de små årgange, mellemgruppen og de unge skoleelever, fortæller Peter Vig Vandsøe, der er formand for teaterkontaktlærernes fagudvalg.
Peter Vig Vandsøe finder det meget vigtigt, at skolerne i Svendborg kommune bruger både tid og ressourcer på at give eleverne denne kulturelle oplevelse:
- Mange elever bruger meget tid på både tv, biograf og internet, men de skal også vide, lære og opdrages til, at der findes en anden måde at opleve, møde og se virkeligheden på, uden at der nødvendigvis følger cola og popcorn med.
- Det er sundt for de unge at være i et univers, hvor de overraskes, bliver provokeret og hvor deres følelser bliver sat i spil.
- Sidste år viste vi f.eks. et stykke, hvor et ungt menneske skulle vælge mellem sin mor og far, og det fik virkelig sat gang i mange reflektioner og følelser. Det at se et par halv store teenagedrenge få våde øjne under sådan en forestilling er jo helt fantastisk, for så har stykket gjort sin pligt, mener Peter Vig Vandsøe - og Helen Steensbæk Schrøder supplerer.
- De fleste film fra feks. Hollywood er jo skåret over den samme skabelon; en forudsigelig historie, som ender lykkeligt. Det er jo dejligt, men det er bare ikke altid sådan, børnenes egen verden ser ud. Ved at opleve teaterforestillinger, som i form og indhold ligger tættere på deres egen verden, får de mulighed for at få et perspektiv på deres eget liv. Kunsten giver ikke altid svar – men kan nogle gange hjælpe en med at stille de rigtige spørgsmål.
Peter Vig Vandsøe fortæller også, at eleverne i Svendborg ikke møder uforberedte op til en teaterforestilling:
- I Svendborg SkoleTeater arbejder vi meget med at blive bedre til at bruge forestillingerne pædagogisk. Vi skal have så meget som muligt ud af de teateroplevelser, som børnene får. Og mange af danske børneteatre er gode til at udvikle og lave undervisningsmateriale, som lærerne kan bruge både før og efter en forestilling. Dermed bliver de unge ”klædt på” til at gå i teatret, og meget vigtigt: de får mulighed for efterfølgende at snakke om det, de lige har oplevet, slutter Peter Vig Vandsøe.
