svendborg: Egense og Rantzausminde Foredragsforening er klar med programmet for denne vinter.

Der lægges ud allerede i morgen, torsdag den 13. oktober, hvor chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis taler om emnet: Hvem bestemmer – medierne eller politikerne?Et meget aktuelt emne her i forlængelse af det nyligt overståede folketingsvalg.

Den 10. november fortæller forfatter Josefine Ottesen fra Svendborg om sit forfatterskab og om sit arbejde med at researche til bind 2 i ”Danerriget”, der ligesom første bind tager udgangspunkt i det sydfynske.

Julemødet, den 8. december, bliver i selskab med biskop Kresten Drejergaard, der fortæller og viser billeder fra Tyrkiet - bl.a. bjerglandskabet Kappadokien, som har tusindvis af huler, hvoraf mange i middelalderen har været i brug som kirker. Foredraget kalder Drejergaard for ”Kirkens billeder”- og det arrangeres i samarbejde med menighedsrådene i Egense og Ø. Skerninge, og derfor er der fri entre og kaffe den aften.

I januar er det Christian greve Ahlefeldt-Laurvig Lehn fra Hvidkilde, der kommer og fortæller om sit syn på såvel Hvidkilde som sin egen rolle i det 21. århundrede.

Februarmødet bliver en tur med Den transsibiriske jernbane, hvor tidligere amtsborgmester Poul Weber fortæller og viser billeder sammen med sin rejsefælle, Knud Rasmussen.

Og endelig mødet i marts, som bliver en overraskelse. Foredragsforeningen har nemlig altid som det ene arrangement et møde med en kendt politiker, hvor emnet plejer at være ”Nyt fra Christiansborg”. Her i sommeren var det dog ikke muligt at få en aftale med nogen politikere, da de formentlig var optaget af det kommende folketingsvalg.

- Men i løbet af vinteren, får vi se, hvad der rører sig, så vi kan få en aftale med en politiker, lyder det fra foredragsforeningen.

Alle foredrag foregår i Egense Forsamlingshus. I øvrigt kan man blive medlem og deltage i alle seks arrangementer for en særskilt pris eller vælge at betale per gang.