Manden bagmikrobryggeriet
Manden bag
mikrobryggeriet
Eddie Szweda (th.) sammen med brygmester Jan Thaagaard Jensen, da bryggeriets Imperial Stout i 2007 blev kåret som Årets danske Ølnyhed.
- Ja, man kan jo godt sige, at jeg har realiseret den amerikanske drøm i Danmark, hvor jeg samtidig er meget glad for at bo, fortæller Eddie Szweda og tilføjer, at han også var så heldig at få mikrobryggeriets dygtige folk med ved overtagelsen.
Midtfyns Bryghus gennemgik flere forandringer ved Eddie Szwedas overtagelse i 2006, bl.a. blev produktionen ændret, og der blev satset på et ølsortiment udviklet af bryghuset selv. Tidligere havde bryggeriet, som blev stiftet i 2004, brygget øl på licens fra Skotland.
Årets danske ølnyhed
Siden Eddie Szwedas overtagelse af Midtfyns Bryghus er omsætningen steget i takt med, at der er blevet produceret øl, som er faldet i god smag hos forbrugerne. Men det tager Eddie Szweda ikke æren for alene.
- Jeg er som de fleste amerikanere god til at snakke, og derfor har min vigtigste opgave været at brande bryggeriet, og det er jeg også god til, for vi bruger nemlig ikke penge på markedsføring, forklarer Eddie Szweda og fortsætter:
- Men det håndværksmæssige, selve det at brygge noget godt øl, det har kun kunnet lade sig gøre på grund af de dygtige folk i bryggeriet.
Eddie Szweda er helt bevidst om, at det er denne teamånd, der har medvirket til den store succes for Midtfyns Bryghus.
Ølsortimentet spænder vidt, og Eddie Szweda siger selv, at der ikke laves én øl, som alle kan lide, men et bredt udvalg, hvor der altid vil være noget for alle.
- Vores øl skal levere en wow-oplevelse til kunderne. Derfor tester vi øllet på et bredt publikum, som består af både øleksperter og forbrugere, og det er for at sikre en spændende dynamik i udviklingen af nye kvalitetsøl, understreger Eddie Szweda.
Og at denne opskrift har fungeret, vidner flere priser om. Bl.a. blev bryggeriets Imperial Stout i 2007 kåret som "Årets danske Ølnyhed" af Danske Ølentusiaster, en interesseorganisation for forbrugere og ølbryggere. Året efter modtog Eddie Szweda fra selvsamme en hæderspris, som gives til dén person eller virksomhed på Fyn, der har gjort en ekstraordinær indsats for at udbrede kendskabet til "det gode øl".
