Kære Rikke.

Vil du godt fortælle om hvor langt man er med forskningen ang. problemet med for tidlig sædafgang, det ville være utroligt at få dette problem løst for mange mænd, - og tillykke med brevkassen.

På forhånd tak

Den generte mand

Kære generte

Tak for det ! Der er sket RIGTIG meget ang. hjælp til seksuelle problemer som "for tidlig sædafgang" gennem de sidste år. Det er vigtigt at definere, hvad du mener med "tidlig sædafgang" for at finde ud af løsningen. For de fleste mener, at de "får udløsning" for tidligt i forhold til partneren, og nogle gange kan det være det, at lære at give sig tid sammen og finde ud af hvordan partneren fungerer, - der er løsningen. Andre mænd beskriver også, at de" kun" får sædafgang, men ikke rigtig opnår orgasme / nydelse, fordi det kommer så hurtigt, så de føler sig også selv "snydt" af deres krop.

Nu skriver du ikke rigtig noget om din alder, men jeg går ud fra at du ikke er "helt" ung. Hvis man er ung, er det jo MEGET almindeligt at have "for tidlig sædafgang/udløsning", fordi man er meget mere følsom på penishovedet og også fordi man kan være nervøs / have præstationsangst for hele situationen med at skulle have sex med en anden. Nogle kan have glæde at at nedsætte følsomheden lidt ved fx at bruge kondom eller måske endda kondomer med bedøvende salve i (spørg fx. i erotikshop L´amour på Lundevej, her i Svendborg)

Nogle har det gennem længere tid op gennem livet - måske bliver det bare ved....oftest sammen med en partner men måske endda også ved onani.

Man kan tale om, at manden kan have problemer med at "rumme" sin seksualitet og lyst, det "kommer for hurtigt ud", når lysten opstår, og en stor del af det er oftest psykisk betinget.

Man kan selv prøve at "optræne" ved onani, så man onanerer uden at få udløsning, måske 4-5 gange i træk, så man efterhånden kan "holde" længere, før man får sædafgang/udløsning, og efterhånden kan man udvide dette til at ens partner gør det og til sidst samleje, hvor man så "træner" ved at stoppe hver gang manden kan mærke, at han er ved at få udløsning. Det kan være en god ide, at læse om emnet fx låne bogen "lille sexologi" af Ole Risør. Det KAN være svært at udføre dette selv, hvis man har haft problemet længe og også fordi det psykiske kan bunde i situationer fra tidligere i ens liv, hvor man fx har tilbageholdt eller undertrykt sin seksualitet i barndommen / ungdommen, - så ofte kan en kombination af terapi med samtale hos fx en sexolog og hjælp til at udføre øvelserne alene og sammen med en evt. partner, - gøre at problemet løses. Før i tiden havde man ikke rigtig noget at stille op - og det er stadig et så stort tabu emne, at mange går i fem, ti eller tyve år eller længere med seksuelle problemer før de opsøger deres læge og fx en sexolog.

Rigtig mange lever bare med problemerne, enten fordi det er for pinligt at tale om, eller fordi de ikke ved at det kan løses. Jeg håber en brevkasse som denne kan være med til, at flere mennesker kan se, at seksualitet er vigtigt for livsglæde og livskvalitet, og at det nytter at tale om det og evt. søge hjælp ved problemer.